|

Migræne

Neurokirurg

Forfatter
Tom Christensen
Speciallæge i neurokirurgi

Ca. 650.000 danskere lider af migræne. De fleste har anfald med måneders mellemrum. Andre har ganske hyppige migræneanfald og nogle har kronisk migræne, som er defineret ved mere end 15 dage med hovedpine, hvoraf 8 dage er migræne, om måneden. For nogle patienter er migrænen kortvarig, mens andre kan opleve at have migræne i flere dage.

Hvorfor får man migræne?

Trods intens forskning kender man endnu ikke alle årsager til sygdommen. Man forestiller sig, at ændret blodgennemstrømning i hjernens kar og hjernens hinder kan være medvirkende årsag til migræne. Samtidig ved man, at nervesystemet omkring en særlig kerne i hjernen, trigeminus, kan være involveret. Trigeminuskernen modtager og sorterer input til hjernen fra føle- og smertenerver i kraniets hud, muskler og blodkar og fra hinderne inde omkring hjernen. Hjernen har ikke nogle smertenerver – så den kan ikke selv føle smerte.

Er migræne arveligt?

Det vides altså ikke med sikkerhed, hvorfor nogen udvikler migræne. I nogen familier er migræne arveligt, og her vil der ofte være flere familiemedlemmer, der lider af kronisk migræne eller tilbagevendende migræneanfald med migræne i flere dage. Der er også et element af hormon-afhængighed og hos mange kvinder opstår migræneanfald på bestemte tidspunkter i cyklus, ligesom den ofte ses at lindres spontant under graviditet og amning. Formentligt er det hormon-svingningerne under cyklus om provokerer migrænen frem.

Man kan også udvikle migræne efter at have slået hovedet. Det kaldes post-traumatisk migræne.

Hos nogen migrænepatienter ses det, at den migræneudløsende trigger kan være en nerve, der ligger i klemme, eller en nerve, der ligger tæt op ad en blodåre, der direkte generer nerven med sin pulseren. Typisk  er det nerver, der udgår over øjet, ligger i tindingen eller i kraniekanten i baghovedet. Kan man specifikt udpege sin migræne placering – eksempelvis som migræne højre side – kan en migræneoperation være løsningen.

video
play-sharp-fill

Hvordan føles migræne?

Migræne er en sygdom, hvor man udvikler migræneanfald af meget kraftig, ofte dunkende, hovedpine. Anfald kan vare i timer og en del oplever at have migræne i flere dage. Migræne er vanligvis, men ikke altid, halvsidig. Det vil sige, at den sidder enten i højre eller i venstre side af ansigt og hoved.

Når man har migræneanfald, kan man også have kvalme, kaste op, have forstyrrelser af synet og være meget lys- og lydfølsom. I nogle tilfælde kan man have migræne uden hovedpine, hvor symptomerne primært er neurologiske, såsom synsforstyrrelser. Andre oplever også migræne om natten, hvor de vågner med smerter eller symptomer.

Forud for et migræneanfald kan man have en aura. En aura kan for eksempel være synsforstyrrelser som flimmer for øjnene, pletter for øjenene med synstab eller forstyrrelser af talen. Aura skyldes, at der forud for hovedpinen spreder sig en bølge af ændret blodgennemstrømning eller aktivitet hen over et område af hjernen. Typisk er dette over baglappen, hvor synet sidder, eller hen over sprogområderne i tindingelappen.

I de minutter, hvor den ændrede aktivitet breder sig hen over et område af hjernen, forstyrres hjernens funktionen her, og det kommer til udtryk ved aurasymptomer. Nogle får endnu tidligere tegn på et kommende migræneanfald, ofte i form af ændring af appetitten, humørændringer, træthed eller opstemthed i op til et døgn inden migræne-anfaldet. Dette kaldes migrænens “prodrom”, og skyldes en påvirkning af nogle centre dybt i hjernen, som regulerer vores basis-funktioner.

Migræne i flere dage

Hovedpine ved migræne er så kraftig, at du er ofte sengeliggende under et migræneanfald. Især ved migræne i flere dage kan du ikke passe dit arbejde, studierne eller være sammen med din familie eller venner. Sygdommen forstyrrer din hverdag og nedsætter din livskvalitet.

Migrænepatienter i vores klinik har typisk et langt forløb bag sig med undersøgelser hos egen læge, neurolog og har ofte fået foretaget en MR scanning af hjernen, som ikke kan vise en årsag til hovedpinen. Undervejs er det ikke sjældent, at man overvejer, om migræne er farligt, når man har det så skidt.

Du har sikkert prøvet mange forskellige slags smertestillende anfaldsmedicin, som en del af din migrænebehandling. Nogle har også forsøgt sig med forebyggende migrænebehandling, typisk medicin eller injektioner. Mange har forsøgt manuelle behandlinger hos fysioterapeut, kiropraktorer eller tilsvarende.

På trods heraf har du stadig hyppige migræneanfald og mange sygedage hver måned – og måske bivirkninger af den medicin, som du er nødt til at tage.

Behandling af migræne – hvad kan vi gøre for dig?

På Neurokirurgisk Smerteklinik har vi specialiseret os i  migrænebehandling – herunder kirurgisk behandling af migræne.

Ved den første konsultation på Neurokirurgisk Smerteklinik vil vi først og fremmest sikre, at du har fået stillet den rigtige diagnose. Vi vil se på, om vi kan fastlægge din migræne placering på kraniet samt hvilke typer af migræneanfald du har. Hvis du er blevet scannet, ser vi gerne billederne igennem. Vi vil også undersøge dit kranium, dit nervesystem og dit syn.

Herefter vil vi lave en individuel behandlingsplan til dig. Du kan under forløbet føre hovedpinekalender, så vi sammen kan evaluere effekten af behandlingen af dine migræneanfald.

Sygdommen skal behandles forskelligt fra patient til patient. Ofte vil migrænebehandling starte med effektive smertestillende præparater. Der er både medicin, som kan forebygge migræneanfald, og medicin, som afkorter og mildner selve migræneanfaldet.

Vi kan også anvende GON-blokader som en del af din migrænebehandling. Blokade lagt på de store følenerver på kraniet kan for en del have rigtig god effekt på anfaldsvis hovedpine.

En direkte smertelindrende effekt ses ofte med Botox-injektioner givet i 31 specifikke punkter omkring føle- smertenerverne hele vejen rundt om kraniet. Botulinum toxin, populært kaldetBotox, er et naturligt forekommende stof som dannes i bakterier på samme måde, som penicillin også er et naturligt stof.  Effekten er bekræftet i videnskabelige studier, idet halvdelen, der modtager behandlingen, oplever betydelig lindring af deres migræne – også hvis man oplever migræne i flere dage i træk.

Du skal være opmærksom på at Sundhedsstyrelsen har vurderet at botox-behandling for migræne/hovedpine skal foretages af en speciallæge i neurofag med ekspertise i hovedpinetilstande og ikke må foretages på en kosmetisk klinik. Neurokirurgisk Smerteklinik har både den lægefaglige ekspertise til at udføre botox-behandling mod migræne samt rigtig god erfaring med behandlingens effekt.

Migræneoperation

Neurokirurgisk Smerteklinik tilbyder som de eneste i Danmark operation mod migræne. Dette kaldes også migrænekirurgi og anvendes mange steder i udlandet.
Formålet med migræneoperationen er at fritlægge den nerve, der forårsager migrænen – det såkaldte triggerpunkt. Triggerpunktet er individuelt og oftest beliggende over øjet, i tindingen eller i nakken.

Operationen vil være en mulighed for patienter med kronisk migræne – og endog kun for dem, hvor triggerpunktet kan udpeges meget præcist. Derfor indgår der bl.a. nerve-blokader i forundersøgelsen før en evt. operation, så det sikres, at den korrekte migræneudløser er fundet.

Operationen foretages ambulant i lokalbedøvelse og varer mellem 2 – 4 timer afhængig af triggerpunktets placering. 

Du kan læse mere om vores behandlinger her.

Links til yderligere information om migrænebehandling:

Læs her en systematisk gennemgang af evidens indenfor migrænekirurgi (engelsk)

Botulinumtoksin – behandling ved kronisk migræne

Læs mere om vores behandlinger for Migræne

Læs andre
relevante artikler
om Migræne